Dennis Nielsen
”Friheden er det største”
Lige fra starten havde Dennis en trang til at blive selvstændig. ”Men jeg gik på handelsskole, startede jeg et it-firma med en kammerat. Mens jeg var i lære i tøjbranchen, havde jeg samtidig også egen virksomhed. Når butikken lukkede, kørte jeg på kontoret og arbejdede videre. Da jeg var udlært, arbejdede jeg fuld tid i min egen virksomhed.
I dag arbejder han som selvstændig konsulent via dba consult, og det er stadig vigtigt for ham at være sin egen herre. “Som selvstændig er jeg mere fri og har mere kontrol over eget liv. Jeg kan arbejde med det, jeg interesserer mig for. Der en slags kunstnerisk frihed over at være selvstændig. Friheden er det største.”
Gennem dba consult arbejder Dennis som konsulent for det tidligere Maersk Oil, i dag ejet af franske Total, hvor han i april 2018 blev forfremmet til Service Manager, Field Services IT. ”Jeg har gennem hele min karriere interesseret mig for it, og derfor passer det mig rigtig godt at arbejde med it-support. Jeg leder et team på 13 personer, der driver onsite-support for hele forretningen.” Selv om Dennis er selvstændig konsulent, har han arbejdet for olieselskabet i fem år, men det har sine årsager. ”Jeg tror ikke, jeg ville have arbejdet så længe for samme kunde, hvis der ikke hele tiden havde været noget nyt at lære. Jeg har både lært om it og om at samarbejde med forretningen og dens mange forskellige nationaliteter. Og så har jeg løbende fået mere ledelsesansvar. En konstant learning curve.” Selv om han har haft sin gang i samme virksomhed i en del år, glemmer han ikke sin status som selvstændig udsendt af dba consult.
”I det daglige føler jeg mig ikke som konsulent, men det er vigtigt at have i baghovedet. Jeg er her som en service, virksomheden har valgt at tilkøbe, og jeg kan blive skiftet ud i morgen. Som konsulent vil du som regel også være lidt mere ydmyg og opgavefokuseret end en fastansat.” Dennis er sin egen herre, men er ikke desto mindre meget glad for tilknytningen til dba consult. ”Det er godt at have en samarbejdspartner, man kan stole på, og som forstår tankegangen hos selvstændige. Det er dba consult gode til, og jeg er glad for at have dem som sparringspartner og opbakning.”